Lækker veggie-pizza til hele familien.

Hos Just Plants, elsker vi pizza! Og det ved vi, at der er rigtig mange andre mennesker der også gør. Pizza har ofte et lidt skidt ry, blandt de sundhedsbevidste. Men i denne opskrift vil vi gerne re-brande pizzaen med nogle gode næringsrige ingredienser, som gør den til en valid klassiker til aftensmåltidet og til madpakken.  

Pizzabunden
150g. Grahamsmel
70g. Hvedemel
1,5 dl. lunkent vand
10g. gær
½ tsk salt
Durummel til at forme dejen i

Tomatsauce
1 ds. hakkede tomater
2 tsk. tomatpure
½ æble (revet)
1 fed hvidløg
½  løg
3 tsk. balsamico
2 tsk. tørret oregano
½ tsk. salt
½ tsk. peber 

Pizzafyld
1,5 Løg
1 dl. vand
1 tsk. rørsukker
75g. Champignon
¼ broccoli
½ peberfrugt 

Evt. avocado (Kold ovenpå, efter pizzaen har bagt)

Tahin-dressing
1 tsk tahin
1 dl. Soya yoghurt (el. lign)
½ tsk tørret dild
1 tsk. hvidløgspulver

Pizzadej:

Gæren opløses i det lunkne vand, tilsæt sukker og grahamsmel og rør rundt til dejen er ensartet. Saltet tilsættes, og herefter hvedemelet lidt af gangen, til dejen er sammenhængende, men stadig fugtig. Ælt i røremaskine eller med håndpisker med dejkroge ca. 5 min. Drys dejen med durum-mel og lad hæve under et fugtigt viskestykke i 35 min.

Pizzafyld:

Det 1½ løg skæres i halve skiver og lægges på en pande ved mellem-lav varme. Rør i dem og hæld en smule vand ved løgene ind imellem, dette tager ca. 30 min. Slut af med at tilsætte rørsukkeret. Imens løgene steger, laves tomatsaucen og de resterende toppings. Tomatsauce: Hak det halve løg og hvidløget og steg det ved mellem-høj varme, tilsæt oregano og peber. Når løg og hvidløg er blevet lidt bløde tilsættes tomaterne sammen med det revne æble, tomatpure og balsamico. Saucen koges ind, ved mellem-lav varme i 20 minutter, og blendes herefter. Smag til med salt. Broccoli skæres i helt små buketter, svampe og peberfrugt skæres i skiver.


Ovnen forvarmes på 250 grader alm. ovn og bages først med bund, tomatsauce og svampe i 8 min. Herefter tages pizzaen ud og resten af fyldet lægges på, og pizzaen bages færdig i ca. 6-7 min.
Imens pizzaen bager laves tahin dressingen. Bland alle ingredienser og rør dem godt sammen.
 
Server pizzaen med salat til og/eller avocado på. 

Velbekomme.

Kærligst, 

Helene og Catharine.

 

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort